Presse- og mediechef til DGI (Afdelingsleder)
Ansøgningsfrist:
15-09-2025

Stillingstype:
Fuldtid

Lokation:
Presse og medier


Jobkategori:
Ledelse

Kontaktperson:
Chef for Kommunikation og Politik Lillan Clemmensen

Telefonnummer:
24 87 49 77

Del:
FacebookTwitterLinkedInE-mailUdskriv
DGI søger en proaktiv presse- og mediechef, der har god politisk forståelse, nemt spotter den gode historie og kan positionere DGI på tværs af kanaler for at styrke vores stemme i samfundet. Du er samtidig en stærk personaleleder, der forstår at lede og motivere et team og få forskellige fagligheder til at spille sammen.

DGI er foreningernes forening og tæller 6.700 idrætsforeninger med 1,9 mio. medlemmer. Vi arbejder for foreningernes rammer og vilkår med særligt fokus på idrættens betydning for sammenhængskraft, fællesskaber og sundhed. Vi tager aktivt ansvar for samfundsudviklingen gennem samarbejde inden for civilsamfundet og på tværs af sektorer. DGI’s berøringsflade og mulighed for at påvirke samfundet er stor, og derfor beskæftiger vi os med en bred vifte af aktuelle og langsigtede dagsordener. Det kan f.eks. være, hvordan vi styrker børn og unges trivsel, eller hvordan ny lovgivning påvirker idrætsforeningerne.

Om stillingen:
DGI har en ambition om at bringe sig selv mere i spil som en samfundsaktør. Derfor er vi i gang med at styrke vores kommunikation og politiske interessevaretagelse. Samtidig kræver medieudviklingen stærke formater og skarp planlægning på tværs, hvis vores kommunikation skal ramme plet hos foreningerne.

DGI har gennemgået en større omorganisering, og området ”Kommunikation og Politik” er nyt, hvor alle discipliner omkring kommunikation, marketing og politik er samlet fordelt på tre afdelinger, hvor du bliver afdelingsleder for ”Presse og medier”. Målet er blandt andet at sikre en mere proaktiv, strategisk og sammenhængende kommunikation, der styrker DGI’s stemme politisk, til foreningerne og i samfundet.

Som vores nye presse- og mediechef kommer du til at spille en central rolle i at udvikle og systematisere DGI's kommunikation i tæt samspil med chefen for hele området Kommunikation og Politik. Du skal være med til at sikre, at vi i højere grad griber og former oplagte kommunikationsmuligheder, arbejder proaktivt i forhold til pressen, og at der skabes stærkere sammenhæng mellem DGI’s strategi, vores politiske indsatser og vores kommunikation på tværs af kanaler. Du vil derfor komme til at arbejde tæt sammen med både DGI’s politiske konsulenter og kollegaer, der arbejder målrettet med foreningerne.

Som presse- og mediechef bliver du leder for et team af kommunikationsmedarbejdere og journalister, der hver dag arbejder med at fortælle DGI's vigtigste historier til forskellige målgrupper på forskellige kanaler og via et godt og proaktivt samarbejde med pressen. Afdelingen arbejder således både på DGI´s egne kanaler og med ekstern kommunikation, samt bidrager til den interne kommunikation i DGI.

Dine opgaver bliver blandt andet, at:
  • Lede medarbejderne i afdelingen, sikre en god trivsel samt et godt samarbejde i afdelingen og på tværs af DGI
  • Udvikle DGI’s kommunikations- og kanalstrategi i tæt samarbejde med chefen for ”Kommunikation og Politik”, så vi har det rette kanal-mix
  • Styrke DGI's proaktive pressearbejde og relationer til journalister
  • Eksekvere på DGI’s prioriterede dagsordener og omsætte dem til konkrete kommunikationsinitiativer på tværs af kanaler
  • Systematisere arbejdet med at gribe og forme gode kommunikationsanledninger og kreative formater
  • Udvikle politiske budskaber og historier i tæt samarbejde med DGI’s politiske konsulenter
  • Rådgive og understøtte organisationen i forhold til kommunikation

Dine kvalifikationer:
Vi søger en presse- og mediechef, der har erfaring som leder inden for kommunikation – ideelt set fra en politisk ledet organisation, interesseorganisation eller et større medie. Du motiveres af at fremme DGI’s dagsordener i samspil med dine kollegaer og bidrage til, at DGI er en troværdig og relevant aktør både hos foreningerne, samarbejdspartnere og politikere. Det er ikke en forudsætning, at du har særlig idrætspolitisk indsigt, men du skal have lyst og evner til at arbejde med idrætsforeningernes rammevilkår og foreningslivets betydning for det danske samfund.

Du skal have:
  • En inddragende ledelsesstil og interesse for at udvikle medarbejderne
  • Evne til at se den gode historie på tværs af kanaler og eksekvere på gode ideer
  • Flair for at udvikle skarpe budskaber og gribe en aktuel krog i medielandskabet
  • God politisk forståelse og interesse for samfundsudvikling og tendenser
  • Erfaring med og/eller lyst til at udvikle og systematisere kommunikationsarbejde
  • Flair for at se sammenhæng og muligheder mellem strategi, aktuelle tendenser og bevægelser hos målgrupperne
  • Evne til at koordinere og facilitere samarbejde og få mange forskellige fagligheder til at arbejde sammen om fælles mål

Vi tilbyder dig:
Du får en unik chance for at være med til at udvikle DGI’s kommunikationsarbejde og fremme DGI’s stemme og rolle i samfundet. Vi er en arbejdsplads med højt til loftet og et stærkt formål, hvor du er med til at gøre en forskel for både idrætsforeninger og samfund. Du kan afprøve dig selv og din faglighed i komplekse og krævende opgaver, og der vil være stor mulighed for selv at påvirke dit jobindhold.

DGI har hovedkontor i Vingsted uden for Vejle, og flytter til Vejle Centrum i 2026. Medarbejderne i afdelingen sidder i Vingsted, hvor du også vil få fast arbejdsplads. Du må dog forvente nogen rejseaktivitet til andre dele af landet.

DGI lægger vægt på at tiltrække og fastholde den rigtige person til jobbet. Ud over lønnen, som forhandles individuelt og på baggrund af kvalifikationer, tilbydes du gode personaleforhold med bl.a. pensionsordning, gode udviklingsmuligheder og medarbejdermotion. DGI en fleksibel arbejdsplads, hvor det også er muligt at arbejde hjemme en gang i mellem under hensyntagen til opgaverne.

Stillingen ønskes ideelt set besat den 1. november 2025. Ansøgning sendes senest den 15. september 2025 kl. 12. Første samtalerunde gennemføres fredag den 19. september nær Vejle, og anden runde finder sted torsdag den 25. september ligeledes nær Vejle. Der vil være test mellem de to samtaler. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Kommunikation og Politik Lillan Clemmensen på tlf. 24 87 49 77.

Hvis du er interesseret i at være en del af DGI og bidrage til vores arbejde, ser vi frem til at modtage din ansøgning.



Send ansøgning
DGI betragter mangfoldighed som en styrke. DGI opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge ledige stillinger.
DGI er en idrætsorganisation med flere end 1,8 millioner medlemmer. Sammen med foreningerne får vi danskerne ud i naturen og ind på banen. Børn og seniorer, begyndere og rutinerede. Vi tror på, at du bliver stærkere og mere motiveret af at dyrke idræt i et fællesskab, og vores aktiviteter spænder over mange forskellige idrætsgrene. Fra street soccer til svømning, fra håndbold til fitness og løb. Sammen med lokale idrætsforeninger afholder vi bl. a. fodbold og håndboldskoler, gymnastiklejre, løb og masser af stævner. DGI er en nonprofitorganisation, der i mere end 150 år har arbejdet tæt sammen med foreningerne om at gøre danskerne mere aktive. I dag tæller DGI flere end 6.700 foreninger og 170.000 frivillige ildsjæle. Som en af landets største leverandører af kurser til instruktører og foreningsledere gør DGI hvert år flere end 50.000 danskere klogere på både sig selv og idræt. Vi hjælper foreningerne med at gøre en forskel. For samfundet. For idrætten. For dig.